ForsideØstkystenBrev til den nye statsminister: Feriehusturismen er en succes – og vi...

Brev til den nye statsminister: Feriehusturismen er en succes – og vi kan hjælpe Danmark endnu mere

- Annonce -

Brev til den nye statsminister: Feriehusturismen er en succes – og vi kan hjælpe Danmark endnu mere

Af Per Dam, adm. direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning, formand for Feriehusudlejernes Brancheforening

Kære statsministerkandidat

Du har måske prøvet det selv? Danskerne er VILDE med det – og det er der også mange af vores naboer fra udlandet, der er!

Solens varme. Sand mellem tæerne. Lyden af bølger der skyller ind på kysten. Duggen i det våde græs. Frisk luft i lungerne. Flaksende fugle i luften. Insekter. Dufte.

Det er noget helt specielt at holde ferie langs Danmarks kyster. Og både danskere og gæster fra udlandet er vilde med det!

Danskerne har for alvor de seneste par år opdaget deres eget land og de mange kvaliteter, der følger med, når man holder ferier i et sommerhus i Danmark. Tæt på naturen. Ude i naturen.  Med solen i øjnene, vinden i næsen – og regn i håret. Med rige muligheder for at slappe af, motionere og finde mening med livet.

Danskerne er så vilde med det, at de ikke bare vil holde ferier i danske sommerhuse, når det er sommer. De kommer både forår, sommer, efterår og vinter. De kommer der i skoleferier, på forlængede weekender og på mini-ferier. Året rundt. Det samme gælder gæster fra udlandet.

Vi er i disse år godt i gang med at realisere hele det danske turisterhvervs fælles ambition om at tiltrække turister til at holde ferier i Danmark hele året. Og det er heldigvis ikke bare danskerne, der er vilde med at holde sommerhusferie i Danmark. Det gælder også tyskerne, der også kommer på alle tider af året. Nordmændene og hollænderne er også tilbage. Og svenskerne har også vist sig igen.

Feriehusturismen er en vigtig motor i hele det danske turisterhverv. Det er en fantastisk udvikling, som jeg håber alle danskere glæder sig over. For det betyder også, at Danmark kommer til at hænge bedre sammen. Det betyder at der bliver mere liv, større indtjening og mere beskæftigelse i dele af landet, hvor man i mange år haft svært ved at følge med skabe udvikling og fastholde arbejdspladser.

Fordi hver eneste familie, der holder ferie i et sommerhus langs Danmarks kyster, ligger rigtig mange penge i detailhandel, restauranter og kultur og museer og forlystelser. Konkret er det 750 kroner pr. person, der ligges hvert døgn under en ferie.

Det gør, at langt flere butikker, restauranter, cafeer og andre erhverv i lokalsamfund langs kysterne har mulighed for at holde åbent gennem hele året.

Og det skaber mere liv og nye aktiviteter langs Danmarks kyster, hvor aktiviteter og erhvervsliv i mange lokalsamfund i årtier var lukket voldsomt ned, når man kom uden for sommerens højsæson.

Dermed er feriehusbranchen allerede i dag kommet langt med at levere på de tre centrale pejlemærker, der fremgår af den nationale turisme-strategi, som erhvervsministeren efter forarbejde i det nationale turisme-forum præsenterede i sommeren 2022.

Nemlig, at turismen ”skal være grøn”, at turismen ”skal bidrage til økonomisk vækst” og at turismen ”skal bidrage til det omkringliggende samfund”.

Men der er en udfordring for, at succesen kan vokse yderligere. Skal vi i de kommende år fuldføre ambitionen om at skabe helårsturisme i den danske kystturisme, så vi når de 72 millioner overnatninger, der fremgår af den nationale turisme-strategi, så skal der investeres yderligere i danske sommerhuse. Og vi skal have flere grønne løsninger ind i sommerhusene.

Der er 220.000 privatejede sommerhuse i Danmark. Af dem er det 40.000, der lejes ud. Og mange sommerhusejere har allerede investeret i forskellige grønne løsninger. Bedre isolering, energirigtige vinduer og hvidevarer, varmepumper og andet.

I Feriehusudlejernes Brancheforening er vi godt i gang med projektet ”Grønne feriehuse”, hvor vi netop i 2023 får defineret parametre for, hvilke grønne løsninger, der skal være i ”grønne” feriehuse.

Men vi er ikke i mål endnu. Skal vi sammen nå målet om at 70 procent af de danske overnatningssteder i 2030 er bæredygtighedscertificeret, så skal der flere midler til.

Vi har før folketingsvalget allerede foreslået, at der indføres et grønt energiforbedringsfradrag.

Det tilskynder alle private sommerhusejere til at tænke på, hvordan de kan medvirke til at reducere energiforbrug og CO2-aftryk gennem investeringer i deres sommerhus.

Det vil bidrage til at den enkelte sommerhusejer hurtigere får udskiftet gamle hårde hvidevarer, opsætter varmepumper i stedet for gamle el-paneler og får tænkt i bedre isolering og nye vinduer. Og vi ved, at økonomiske incitamenter virker.

Kære kommende statsminister! Som feriehusudlejere ser vi frem til at fortsætte dialogen om at gøre Danmark til Nordeuropas grønneste turistdestination med dig og din nye regering. Vi er godt på vej. Men vi skal videre fremad sammen. Hele Danmark.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER

Ole Sand: Brændende bedrag

Dødsfald – Als

- Annonce -

Seneste artikler