DS Gruppen forlænger sit hovedpartnerskab med Hobro IK
Gennem næsten 25 år har man ikke kunne sige Hobro IK uden at sige DS Gruppen. Dette langvarige og gode samarbejde fortsætter nu i årene frem, da DS Gruppen har forlænget deres hovedpartneraftale i yderligere to år. I den kommende periode kan DS Gruppen fejre deres 25-års jubilæum som hovedpartner i Hobro IK, en milepæl begge parter ser frem til at markere.
Som partner igennem mere end to årtier har DS Gruppen sat sit præg på klubben. Dette ses både i forhold til stadionudvidelsen af DS Arena, da Hobro IK første gang rykkede i Superligaen, men også på måden at udvikle klubben strategisk samt klubbens måde at agere på generelt.
Salgschef i Hobro IK, Thomas Maribo, glæder sig til et spændende fortsat samarbejde:
– Vi har haft et stærkt samarbejde med DS Gruppen igennem rigtig mange år, og at vi fortsætter samarbejdet i årene frem, glæder mig rigtig meget. DS Gruppen har været en vigtig og trofast partner for Hobro IK i mange år, hvor de har været uundværlige i udviklingen af vores klub. Derfor ser vi alle i og omkring Hobro IK meget frem til, at det strategiske samarbejde skal fortsætte, hvor vi i fællesskab skal løfte samarbejdet til nye højder. At vi i den kommende periode også kan markere DS Gruppens 25-års jubilæum i Hobro IK er noget, vi er utroligt stolte over og som vi glæder os til at fejre sammen.
Den lokalt forankrede virksomhed har et stort fokus på unges mentale sundhed og trivsel og vil blandt andet gennem et strategisk arbejde omkring dette vigtige emne samt andre tiltag bestræbe sig på at blive Danmarks bedste arbejdsplads.
Kent Hejn Kristensen, administrerende direktør for DS Gruppen, sætter ord på forlængelsen af samarbejdet:
– Vi har sat en ny strategisk retning for DS Gruppen. Derfor har vi øget vores fokus på forskellige sociale indsatser, hvor især unges mentale sundhed og trivsel er i fokus. Det samspil, vi har med Hobro IK, betyder rigtig meget for os og er en stor grund til, at vi har forlænget vores aftale med klubben. Der er mange synergier på dette område hos os og Hobro IK, som begge parter kan glæde sig over.
Morten Kaad, som 1. april afløser Kent Hejn Kristensen på direktørposten for DS Gruppen, fortsætter:
– Vi er glade for, at vi udvider vores hovedpartner aftale i endnu to år. Vi deler nemlig rigtigt mange vigtige værdier. Vi tror på udviklingen af unge talenter i trygge rammer – og på at give rum og plads til individet, så alle trives. Vi ønsker at støtte Hobros fodboldhold på tværs af alle rækker, og ikke mindst det nærsamfund, hvor størstedelen af DS Gruppens virksomheder ligger.
I dag står vi over for en tid, hvor unges trivsel og mentale helbred aldrig har været vigtigere. Indenfor få år vil størstedelen af arbejdsstyrken bestå af millennials og generation Z. Det er afgørende, at vi arbejder målrettet på at forbedre denne situation. Hos DS lægger vi vægt på at støtte og forbedre unges trivsel på vores arbejdspladser, men også gennem vores sponsorater og samarbejder. Dette er desuden en del af den rejse, vi i øjeblikket er på – en rejse mod at blive Danmarks bedste arbejdsplads i vores branche.
DS Gruppen og Hobro IK ser frem til at fortsætte det strategiske partnerskab og styrke den fælles indsats for unges mentale sundhed og trivsel. Den forlængede sponsoraftale er ikke blot et tegn på DS Gruppens engagement i fodboldklubben, men også et skridt frem mod at skabe endnu flere positive forandringer i lokalsamfundet. Der bygges bro mellem sport, erhvervsliv og samfund.