ForsideHobroVølvens Verden oplyser igen Hobro

Vølvens Verden oplyser igen Hobro

- Annonce -

Vølvens Verden oplyser igen Hobro

Når mørket falder på lørdag den 26. september 2026, bliver Hobro endnu en gang forvandlet til et univers af lys, mystik og vikinger. Vølvens Verden vender tilbage efter sidste års succes, og billetsalget til årets store lysvandring fra Hobro Havn til Fyrkat er nu startet.

Vikinger, nordisk mytologi, musik og dramatiske lysinstallationer indtager Hobro, når Vølvens Verden for andet år i træk løber af stablen.

Arrangementet begynder ved Det Røde Pakhus på Hobro Havn, hvor deltagerne samles, inden den omkring fire kilometer lange vandring gennem byen og videre mod verdensarven ved Fyrkat.

Fra klokken 17.30 til 19.00 bliver der udleveret vølvestave og andet udstyr i Det Røde Pakhus. Klokken 19.00 bliver aftenen for alvor blæst i gang på ægte vikingemanér, når vikingeskibe bringer lysende vølvestave ind i Hobro Havn.

Herefter bevæger deltagerne sig gennem Hobro Værft og videre gennem byen.

Fyrkat får en central rolle

Undervejs møder deltagerne lysinstallationer, musik, vikinger og dramatiske scener, der skal bringe fortællinger om vikingetidens tro, overgang og fællesskab til live.

Som noget nyt i år fortsætter optoget helt ind på selve ringborgen Fyrkat. Her kulminerer Vølvens Verden omkring klokken 21.30.

På Fyrkat bliver der skabt et univers af lys, lyd og nordisk mytologi. En lysende Midgårdsorm bryder frem af mørket, mens både langhuset og vølvens grav bliver en del af scenografien. Publikum kommer desuden tæt på fortællingen om vølvens spådom, død og gravfærd.

Den afsluttende del på Fyrkat iscenesættes af instruktør Sune C. Abel i samarbejde med Fyrkatspillet.

Mørke væsener og vikingemusik

Også på resten af ruten venter der oplevelser. Den nordjyske teatergruppe Dunkelfolket deltager med håndskårne træmasker, mørke væsener og optrin, mens gøglerbandet Ramashang leverer musik med blandt andet sækkepiber og trommer.

Lokale frivillige og foreninger spiller igen en stor rolle i arrangementet. Blandt de medvirkende er Østerskov Efterskole, Fyrkatspillet og Vikingemarkedet.

Efter afslutningen på Fyrkat kører shuttlebusser deltagerne tilbage til Hobro Havn fra klokken 22.00 til 23.15. For gæster, der ikke har mulighed for at gå den cirka fire kilometer lange rute, er der et begrænset antal pladser til bustransport ud til Fyrkat.

Billetsalget til Vølvens Verden er åben og kan købes på www.visithimmerland.dk/vølvens-verden og www.nordjyskemuseer.dk

Billetten giver samtidig gratis adgang til Vølvens Vikingemarked søndag den 27. september klokken 10-16 på Ambu-pladsen i Hobro. Børn under 11 år har gratis adgang til vikingemarkedet.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER

Runner i Filmteatret Hobro

- Annonce -

Seneste artikler