ForsideØstkystenTurismen i fokus ved Himmerlands Østkyst

Turismen i fokus ved Himmerlands Østkyst

- Annonce -

Turismen i fokus ved Himmerlands Østkyst

I feriebyen Øster Hurup fyldes feriehuse og byens gader hvert år af titusindvis af glade gæster, der nyder godt af byens aktiviteter og de børnevenlige sandstrande. Det er dog oftest kun i nogle få uger i højsæsonen, at byen summer allermest af liv. Dette ønsker man at lave om på, så Østkysten kan få en længere sæson – og har flere gæster på flere tidspunkter af året. 

Torsdag 6. februar samledes et nyopstået Turismenetværk bestående af turismeaktører, lokale foreninger og ildsjæle med Destination Himmerland som vært. 

Blandt de fremmødte var bl.a. Sol & Strand, hvor ferierådgiver Laila Zaar var begejstret for initiativet med et Turismenetværk på Østkysten: 

“Det er utrolig vigtigt, at der samarbejdes i Øster Hurup for at kunne udvikle turismen – derfor er det godt, at der igen er etableret et Turismenetværk på Østkysten. Tak til Destination Himmerland for at sætte skub i denne proces og altid at være tilgængelig og hjælpsom, samt at gribe nogle af de idéer, som kommer på møderne.” 

På mødet blev der præsenteret en række forslag til initiativer, som skal styrke Østkystens attraktivitet og synlighed frem mod sæson 2025 og på længere sigt. Det blev desuden italesat, hvor stor en betydning turismen har for den lokale omsætning, beskæftigelse og bosætning. Der skal købevillige gæster til for, at erhvervet kan holde gang i både butikker, spisesteder og de kulturelle tilbud, der er i lokalområderne. Ved Østkysten er dette ingen undtagelse – her er man i den grad afhængig af en god lang sommer med masser af gæster. 

“Det er afgørende for området, at gæsterne fortsat ser Øster Hurup og hele Østkysten, som et sted fuld af liv, aktiviteter og gode oplevelser. Naturen i sig selv er noget helt særligt ved Østkysten, hvor det milde hav, de børnevenlige strande og Lille Vildmose mod nord er helt særlige faktorer, der gør, at gæsterne kommer til området. Men naturen kan ikke stå alene. Der er nødt til at være -hyggelige oplevelser, gode spisesteder og aktiviteter, der giver Østkysten en god atmosfære og øger omsætningen hos det lokale turismeerhverv.” Siger Johanne Bugge, Destinationsdirektør ved Destination Himmerland.

Ved Kattegat Strand Camping er man glade for, at der nu er et sted, hvor man kan holde sig ajour med aktiviteterne i området og have mulighed for potentielt samarbejde.

“At være en del af Turismenetværket på Østkysten er en stor fordel for os som campingplads. Det giver os mulighed for at holde os opdateret på, hvad andre aktører gør i området, og hvordan vi kan samarbejde for at skabe synergi. På den måde kan vi tilbyde en endnu bedre oplevelse for turisterne og samtidig øge vores synlighed.” Siger Nikoline Pedersen, Kommunikationsansvarlig v. Kattegat Strand Camping. 

Det er ikke kun i Øster Hurup, man ser potentiale i at skabe et fællesskab omkring Østkysten: “Vi fra Als Borgerforening deltager i Turismenetværket i et forsøg på at synliggøre området syd for Øster Hurup samt for at lære de personer, der tegner Øster Hurups turisme bedre at kende.” Siger Hans Lybæk fra Als Borgerforening, der med sine to campingpladser henvender sig mest til naturelskere, der nyder fred, ro og natur. 

I Destination Himmerland har man skabt lokale turismenetværksgrupper i flere af destinationens byer og lokalområder, for sammen at sætte fokus på fællesskabets rolle i udviklingen af turismen i Himmerland. 

“Øster Hurup og Østkysten har altid været gode til at løfte i fælles flok. Her har der i mange år været et rigt foreningsliv med mange frivillige, men med de mange events og aktiviteter, der er i området, er det nu endnu vigtigere end før, at der bliver fokuseret på samarbejde, koordinering og synlighed, for at området kan stå konkurrencestærkt på markedet”, fortæller Johanne Bugge, der glædes over det store fremmøde. 

“Vi er glade for den store opbakning til mødet og de mange konstruktive input, vi modtog. Nu glæder vi os til at arbejde videre – og hvis man har gode idéer og input, kan vi afsløre, at der kommer et opfølgende møde i netværksgruppen 1. april kl. 17.00, hvor alle er velkomne.” 

Sideløbende arbejder destinationen tæt sammen med feriehusbureauerne, for at skabe mere synlighed for at få flere sommerhusejere til at udleje deres feriehuse og dermed skabe et større flow af gæster til området, der vil give omsætning i kommunen. Der var i 2024 over 437.000 kommercielle overnatninger i Mariagerfjord Kommune og en vækst på 2,6 % fra 2023, hvilket er et fint resultat i forhold til andre tilsvarende danske kommuner. Feriehusudlejningen udgør næsten 41 % og spås et stort vækstpotentiale.

Print Friendly, PDF & Email
- Annonce -

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler