Aktivitetskort giver endnu flere muligheder i Øster Hurup og Als
Et aktivitetskort åbner døren til et væld af oplevelser for både fastboende, sommerhusejere og feriegæster i Øster Hurup, Als og omegn. Bag ordningen står et samarbejde mellem Als Hallen og Øster Hurup Multihus med ønsket om at gøre det nemt at være aktiv – uanset årstid.
Kortet giver adgang til blandt andet motionscenter, haller, udendørs faciliteter og en række sportsaktiviteter som badminton, håndbold, pickleball og padel. Derudover følger attraktive rabatter hos flere lokale samarbejdspartnere, herunder oplevelser i området og udvalgte attraktioner.
Ordningen blev oprindeligt udviklet til sommerhusejere, men benyttes i dag i lige så høj grad af områdets fastboende. Det understreger, at aktivitetskortet er blevet et tilbud, der styrker både hverdagslivet og turismen på Østkysten.
Målet er at samle områdets mange aktiviteter i én løsning og samtidig gøre Øster Hurup og Als endnu mere attraktive for både gæster og lokale. Med adgang til motion, leg og oplevelser bliver det lettere at få mest muligt ud af både ferien og fritiden – uanset om solen skinner, eller vejret indbyder til indendørs aktiviteter.
Med kortet kan både ejere, familie, venner og lejere frit benytte de mange aktiviteter og samarbejdstilbud, hvilket giver ekstra værdi for både ophold og udlejning.
Aktivitetskortet kan købes online på https://sommerhusaktiviteter.dk/DK.aspx, hvor der også findes yderligere information om mulighederne. Efter køb får ejeren adgang til en personlig profil og pinkode til booking af faciliteter, og der tages efterfølgende kontakt omkring udlevering af aktivitetskort og praktisk materiale.
Med aktivitetskortet sætter AØH fokus på de mange oplevelser og aktiviteter, der er med til at gøre Østkysten til et attraktivt sted at bo og besøge.




