ForsideHadsundSuccesfuld sommerlejr for Hadsund Karate Skole

Succesfuld sommerlejr for Hadsund Karate Skole

- Annonce -

Succesfuld sommerlejr for Hadsund Karate Skole

I fire dage dannede Ebeltoft rammen om årets internationale sommerlejr for udøvere af Ashihara karate. Lejren samlede 165 karateudøvere fra Danmark, Sverige, Schweiz, Tyskland, Norge og Japan til intensiv træning, fællesskab og graduering.

Hadsund Karate Skole var repræsenteret med 13 udøvere, som sammen med karateudøvere fra hele Danmark deltog i den traditionsrige sommerlejr.

Årets lejr var noget helt særligt, da Hidenori Ashihara, søn af grundlæggeren af Ashihara karate, deltog som instruktør. Dermed fik deltagerne en enestående mulighed for at modtage undervisning fra den højeste instans inden for Ashihara-karaten og få et unikt indblik i stilartens teknikker og filosofi.

Besøget bød også på en særlig anerkendelse til Hadsund Karate Skoles cheftræner Brian Hansen. Ved en overraskende ceremoni blev han udnævnt til Shihan-dai som anerkendelse af hans mangeårige engagement og store indsats for Ashihara karate. Udnævnelsen er en betydningsfuld hæder og understreger hans mange års arbejde med at udvikle både klubben og sporten.

Som en fast del af sommerlejren blev der også afholdt graduering, hvor udøverne kunne forsøge at opnå en ny bæltegrad. Her kunne Hadsund Karate Skole glæde sig over flotte resultater. Ebbe Skovsgaard Linding bestod til 9. kyu, mens Thao Ngo og Valdemar Otte Pedersen begge bestod til 8. kyu.

Der var også sportslig succes uden for sommerlejren. Ved årets Danmarksmesterskab i kata for højere grader opnåede Daniel Christensen en flot bronzeplads, hvilket er endnu et bevis på det høje niveau blandt klubbens udøvere.

Efter en begivenhedsrig sommer ser Hadsund Karate Skole nu frem mod en ny sæson. Klubben har opstart tirsdag den 11. august, og der er plads til både nye børn, unge og voksne, som har lyst til at prøve kræfter med Ashihara karate. Alle er velkomne – uanset erfaring.

Der var også medaljesucces til Hadsund Karate Skole, da Daniel Christensen sikrede sig bronze ved Danmarksmesterskabet i kata for højere grader. Foto: Privat
Der blev trænet intensivt under den internationale sommerlejr, hvor Hadsund Karate Skole deltog med 13 udøvere. Foto: Privat
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler