ForsideMariagerfjord641 arbejdsulykker i landbruget: “Det går nok” går ikke længere

641 arbejdsulykker i landbruget: “Det går nok” går ikke længere

- Annonce -

641 arbejdsulykker i landbruget: “Det går nok” går ikke længere

De nyeste tal fra Arbejdstilsynet viser 641 anmeldte arbejdsulykker i landbruget i 2025 mod 757 året før. Men 245 alvorlige ulykker og tre dødsfald viser, at der fortsat er langt igen. Derfor sætter SEGES Innovation i uge 41 igen fokus på arbejdssikkerhed – sammen med tre influencere med tæt tilknytning til landbruget. 

Jeg gør det bare lige. Det tager kun to minutter. Jeg har gjort det 100 gange før. De små undskyldninger er velkendte i en travl arbejdsdag. Og langt de fleste gange går det jo godt. Men ikke altid.

I 2025 blev der anmeldt 641 arbejdsulykker i landbruget mod 757 året før. Det er positivt, men 245 af ulykkerne var alvorlige og tre mennesker mistede livet. Samtidig har de 18-24-årige med 135 anmeldte arbejdsulykker den aldersgruppe med flest anmeldelser. 

Derfor sætter SEGES Innovation i uge 41 igen fokus på arbejdssikkerheden med kampagnen ”Det går nok”. I år udfordrer kampagnen de undskyldninger, der kan få sikkerheden til at ryge, når hverdagen går stærkt. 

Jonathan: Hvorfor tage chancen, når risikoen kan undgås?
Til kampagnen har SEGES Innovation allieret sig med tre profiler med tæt tilknytning til landbruget. Sammen med dem har SEGES Innovation produceret en fælles kampagnefilm, og på deres egne kanaler deler de deres personlige erfaringer med ”det går nok”-mentaliteten og arbejdssikkerhed i hverdagen. 

Én af dem er 22-årige Jonathan Nielsen, der driver et hobbylandbrug med kødkvæg uden for Fjerritslev, og som danskerne senest har kunnet følge i Landmand søger kærlighed. Han tilhører dermed også den aldersgruppe, der havde flest anmeldte arbejdsulykker i landbruget i 2025.

”Jeg kan godt forstå, at man nogle gange får lyst til at springe over, hvor gærdet er lavest. Men hvorfor tage chancen, når risikoen kan undgås? Jeg er ung og skal gerne holde til et langt arbejdsliv i landbruget. Derfor stopper jeg op og tænker mig om. ’Det går nok’ – det var dengang,” siger Jonathan.

Ét dødsfald er ét for meget
For arbejdsmiljøchef i SEGES Innovation Christina Edstrand viser tallene, at der fortsat er brug for et stort fokus på sikkerheden i landbruget. 

”641 ulykker er stadig alt for mange, og tre mennesker kom aldrig hjem fra arbejde igen. Ét dødsfald er ét for meget, og derfor fortsætter vi arbejdet mod en kultur, hvor sikkerheden ryger, fordi landmænd har travlt, har gjort noget hundrede gange før eller tænker, at det skal nok gå,” siger Christina. 

Maskiner, dyr og fald går igen
Arbejdsulykkerne sker i mange forskellige situationer i den daglige drift. Det kan blandt andet være ulykker med maskiner, fald fra højder og situationer med store dyr – ofte i forbindelse med helt almindelige arbejdsopgaver, som udføres igen og igen.

Kampagnen rulles ud i uge 41 på de medvirkende landbrugsprofilers sociale medier og SEGES Innovations egne kanaler.

Fakta: Arbejdsulykker i landbruget i 2025

  • 641 anmeldte arbejdsulykker mod 757 i 2024
  • 245 alvorlige arbejdsulykker med mindst tre ugers forventet arbejdsudygtighed
  • 3 dødsulykker
  • 135 anmeldte ulykker blandt 18-24-årige – aldersgruppen med flest anmeldelser
  • 199 ulykker med forventet arbejdsudygtighed på mindst én måned

Kilde: Arbejdstilsynet

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler