ForsideHobroJesper Norup lukker Amadusa-atelier i Hobro efter fem år

Jesper Norup lukker Amadusa-atelier i Hobro efter fem år

- Annonce -

Jesper Norup lukker Amadusa-atelier i Hobro efter fem år

Efter fem år med kunst, farver og liv i gadebilledet lukker Jesper Norup nu sit atelier Amadusa på Østergade i Hobro. Lørdag den 18. april bliver sidste åbningsdag, hvor dørene åbnes én sidste gang for kunder, kunstinteresserede og lokale, der har fulgt med gennem årene.

Atelieret har været et sted, hvor både faste kunder og nysgerrige forbipasserende har kunnet kigge ind og opleve Jespers værker på nært hold. Gennem årene har Amadusa været kendetegnet ved en afslappet stemning, personlig kontakt og en tydelig passion for kunsten.

Jeg har ofte på gode sommerdage taget opstilling ude på gågaden med lærred og farver til stor glæde og inspiration hos de forbigående, fortæller Jesper Norup.

I forbindelse med lukningen bliver der gjort noget særligt ud af den sidste dag. Butikken åbner for et stort ophørsudsalg, hvor der gives 50 procent rabat på de mange malerier, som stadig hænger på væggene. Det giver en oplagt mulighed for at sikre sig et originalt værk med hjem.

Samtidig bliver der skruet op for hyggen – helt i tråd med den ånd, som stedet har været kendt for. Der vil være godt humør i lokalet, og gæsterne kan også se frem til at blive budt på et glas rødvin, mens de går på opdagelse blandt billederne.

Vi har gennem årene haft et godt og trofast publikum til vores ferniseringer, og mange har fundet værkerne spændende og købt med hjem. Vi vil gerne sige pænt tak for alle årene. Det har altid været en drøm for mig at have sit eget atelier, og den drøm har jeg nu levet ud, siger Jesper Norup.

Med lukningen markerer Jesper Norup afslutningen på et kapitel i Hobro, hvor Amadusa har været en lille, men markant del af byens kreative miljø. For mange vil det blive savnet som et sted, hvor kunsten var lige til at gå til – og hvor døren altid stod åben.

Jesper Norup stopper dog ikke med at male. Som før han åbnede atelieret, vil han fremover arbejde hjemmefra og udstille sine værker ved forskellige lejligheder rundt omkring.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler