Af Laura Holm, byrådsmedlem og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Mariagerfjord Kommune
Pengespil er (også) rykket ind i klasselokalet
Vi har netop modtaget Ungeprofilundersøgelsen 2026 i Mariagerfjord Kommune, og overordnet set er det positiv læsning. Flere unge trives bedre, og det er naturligvis dejligt. Der er også emner som brug af alkohol og nikotinprodukter, som vi fortsat skal have fokus på, men særligt ét område springer i øjnene hos mig: pengespil blandt unge. Og det bekymrer mig både som kommunalpolitiker, som mor til en teenager og som underviser.
For som underviser oplever jeg også, at det har ændret sig markant de senere år – nemlig at spil omhandlende penge er flyttet med i skoletasken og helt ind i undervisningslokalet. Det handler ikke længere kun om spil med virtuelle kæledyr, de skal fodre, eller forhindringer, de skal overkomme i små spil i frikvartererne. Mange unge har regulære pengespil og bettinguniverser direkte på telefonen — også unge under 18 år.
Og det er ikke harmløst – har jeg fundet ud af.
Jeg møder unge, der skylder penge til venner. Unge, der sover dårligt. Unge, der har svært ved at koncentrere sig i skolen, fordi tankerne kredser om spil, og når vi så indsamler telefoner i starten af undervisningen, så rykker spillet over på computeren. For nogle starter det som et fællesskab, hvor man hygger sig med andre og deler det eventuelle tab eller gevinsten, men for andre udvikler det sig til en afhængighed, hvor man til sidst sidder alene på værelset eller i bussen, og som vitterligt får alvorlige konsekvenser, som de faktisk ikke opdagede, før det blev for meget. I nogle tilfælde ved jeg, at forældrene løbende har haft fokus på deres teenager og de forskellige transaktioner på netbank, og i andre har de ingenting vidst.
Det digitale landskab hos en teenager er vildt
Det er vigtigt at understrege, at ansvaret ikke kun ligger ét sted. Man arbejder allerede med oplysning på skolerne – på den uddannelsesinstitution, jeg arbejder på, har vi fx besøg af center for ludomani, og jeg orienterer naturligvis altid hjemmet, hvis jeg er bekymret for en af mine elever – uanset emnet. Her i kommunen har vi heldigvis et stærkt Rusmiddelcenter, som også hjælper med forebyggelse og samtaler om afhængighed generelt. Byrådet skal ligeledes snart have en temadrøftelse om området, og det ser jeg meget frem til. Vi kan kommunalt desværre ikke forbyde spiludbyderne at færdes, hvor unge er – det er en industri, der lokalt er umulig at lægge arm med, men vi kan som fagpersoner og forældre gøre alt, hvad vi kan, for at passe på vores børn og unge i den jungle, som det digitale landskab er.
For vi kommer ikke uden om, at forældrene ”spiller” en afgørende rolle, og mange af os forældre, der har teenagere, forsøger allerede at navigere i deres digitale ungdomsliv, som er svært helt at sætte på formel. Der er apps, chats, massiv reklameeksponering, fake news, sociale medier, tvivlsomme sider og betalingsløsninger mv., der flyder sammen på måder, som fx gør det vanskeligt at opdage, hvornår gaming bliver til gambling.
Jeg er optaget af emnet, og selvom alle unge naturligvis (og heldigvis) ikke er i farezonen, så er det som med øvrig afhængighed noget, som ofte vokser i det skjulte. Derfor er vi nødt til at hjælpe hinanden — som forældre, skole og kommune — så ingen unge står alene med det.
