17. december i Hobro – Den skjulte alliance
Støvet havde knap lagt sig efter Snades håndslag på bordet. Jeppe og Jens stod som frosne statuer, mens ordene rungede i deres hoveder: “Nu begynder det.” Kælderen føltes som en anden verden – lige pludseligt så langt væk fra julelysene på torvet og fra kaffeduften ovenpå. Hernede var der kun skygger, hemmeligheder og en stav, der glimtede svagt i det dunkle lys.
Glenteglad justerede sin nissehue og forsøgte et smil, men det døde hurtigt under Snades blik. Carsten Brandy rykkede nervøst på slipset, mens Jens Vingefang stod med armene over kors som en mand, der var vant til at tage beslutninger. Lonnie Kristal havde allerede lagt sin telefon på bordet, klar til at koordinere, hvis det blev nødvendigt og de andre mænd rykkede tættere sammen om det lille bord, hvor staven lå og lyste op mod de mørke hvælvinger.
“Vi har runerne,” sagde Snade med en stemme, der var lav, men skarp som frost. “Vi har staven. Og vi har profetien. Men vi mangler én ting – den sidste brik.”
Jeppe mærkede en kuldegysning. Han ville spørge, men nåede ikke at åbne munden, før døren knirkede igen. Ind trådte Jørgen Pontopip med sit karakteristiske smil og en lille tynd mappe under armen, hvorpå der stod ”Gasværkets arrangementer i 2026. Hans frakke dryppede af sne, og hans stemme skar gennem rummet som en kold vind:
“Nå… hemmelige møder i min kælder, hva’? Det er jo ikke gratis, venner. Hvis I vil bruge lokalet, må I dække det underskud, de tidligere ejere har efterladt. Det er jo ikke mig, der skal betale for jeres… kulturklub.” sagde han, mens han langsomt gik ned ad trappen
Snade løftede et øjenbryn, mens røgen snoede sig fra piben. “Jørgen… det her handler om byens historie, og i øvrigt er det jo altså ikke dig, der ejer Børsen .”
Pontopip trak på skuldrene og smilede bredt: “Historie er fint, Torben. Men det betaler ikke regningerne.” Han blinkede til Lonnie, som rystede på hovedet med et træt smil.
“Ud med dig, Jørgen,” sagde Snade tørt. “Vi har vigtigere ting at tage os til end dine regnskaber.”
Pontopip trak på skuldrene og gik: “Bare husk, venner… alt har en pris.” Hans skridt forsvandt op ad trappen og døren smækkede.
Jeppe hviskede til Jens: “Han minder sgu da mest af alt om en korthåret version af Gandalf fra ”Ringenes Herre” Jens grinte lavt og tilføjede; ”eller en mandlig version af Højhus-Helle” De nåede ikke at grine færdig, før døren igen gik op.
Johnny Jordskok kom ind med en stor træskulptur under armen – en snoet figur med indgraverede mønstre, der lignede runer. Hans blik var som en skarp kniv, rettet mod bordet.
“Kan I huske den træstub, I så hos mig?” sagde Johnny træt, mens han langsomt kom ned i kælderen og satte skulpturen med et tungt dunk. “Det her er fra samme parti træ. Runerne fortsætter – som om de danner en vejledning.”
Jeppe stivnede. Han huskede tydeligt den mærkelige stub i atelieret og nøglen formet som Thors Hammer. “Så det hænger sammen?” spurgte han.
Johnny nikkede alvorligt. “Det gør det. Og hvis jeg læser mønstrene rigtigt, peger de mod Fyrkat.”
Stemningen i kælderen blev tung som sneen udenfor. Jeppe og Jens udvekslede et blik. Det her var ikke bare et møde om runer – det var en kamp mod tiden. Og midt i alt stod staven, som en tavs dommer.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 18. december i Hobro – Vølvens profeti
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
