ForsideOmegnNy DR-serie går under jorden i Rold Skov: Historien om REGAN Vest...

Ny DR-serie går under jorden i Rold Skov: Historien om REGAN Vest kommer på skærmen

- Annonce -

Ny DR-serie går under jorden i Rold Skov: Historien om REGAN Vest kommer på skærmen

Den hemmelige koldkrigsbunker REGAN Vest i Rold Skov er omdrejningspunktet for en ny dramadokumentarserie på DR. Her fortæller blandt andre lokale hjemmeværnsfolk, embedsmænd og nøglepersoner om det hemmelige beredskab – og to lokale brødre fortæller historien om den bemærkning fra deres onkel, der satte gang i en årelang jagt på hemmeligheden under jorden.

Den 1. september får seerne mulighed for at komme med ind i en af Danmarkshistoriens store hemmeligheder, når DR har premiere på dramadokumentarserien “En hemmelighed under jorden”.

Serien fortæller historien om REGAN Vest i Rold Skov, hvor regeringen, centraladministrationen og regenten skulle søge tilflugt, hvis Danmark blev ramt af krig, invasion eller atomangreb under Den Kolde Krig.

Bunkeren lå i årtier skjult bag et tilsyneladende almindeligt parcelhus og var en central del af Danmarks beredskab. Den blev holdt varm og funktionsdygtig i mere end 30 år og var indrettet til at kunne rumme op mod 350 mennesker.

Men DR-serien handler ikke kun om det store underjordiske anlæg. Den sætter også fokus på de mennesker, der i dybeste hemmelighed skulle være klar til at træde til, hvis det værst tænkelige blev virkelighed.

– Historien om REGAN Vest tager os tilbage til en tid, hvor Danmark forberedte sig på det værst tænkelige – og hvor en gruppe vidt forskellige mennesker var villige til at tage ansvar for noget, der var større end dem selv. Serien åbner for en bredere samtale om fællesskab, frygt og kamp for dét, man tror på, i en tid, hvor usikkerhed igen præger verden omkring os, siger Jytte Bergmann Moll, historieredaktør i DR.

Lokale fortæller om det hemmelige beredskab

Flere af de mennesker, der var en del af beredskabet omkring REGAN Vest, fortæller i serien om deres roller. Det gælder blandt andre lokale hjemmeværnsfolk, embedsmænd og andre nøglepersoner.

De vidste, hvor de skulle møde, og hvilke opgaver de skulle løse, hvis alarmen lød. Samtidig måtte de leve med, at en alvorlig situation kunne betyde, at de skulle forlade deres familier.

Når øvelserne var overstået, vendte de tilbage til deres almindelige hverdag – uden at fortælle andre om det, de var en del af.

– Det særlige ved historien er, at det, der indtil for få år siden var en stor national hemmelighed, bliver fortalt gennem mennesker med almindelige liv, der tog et kæmpe ansvar på sig. Det er en fortælling om pligtfølelse og de dilemmaer, der opstår, når man skal holde på en hemmelighed selv over for ens nærmeste. Selvom trusselsscenariet i dag er et andet, er beredskabsfølelsen noget, vi igen skal tage stilling til hver især, siger Jytte Bergmann Moll.

Optagelserne er blandt andet foretaget i REGAN Vest, og serien bygger på personlige fortællinger, arkivmateriale, autentiske beredskabsplaner og dramatiseringer.

Krig blev øvet i detaljer

“En hemmelighed under jorden” udspiller sig i første halvdel af 1980’erne. På det tidspunkt voksede spændingerne mellem NATO og de sovjetallierede lande i Warszawapagten, og frygten for en atomkrig var en reel del af både den politiske dagsorden og danskernes hverdag.

REGAN Vest skulle i yderste konsekvens gøre det muligt at videreføre ledelsen af Danmark, hvis landet blev ramt.

Derfor blev alvorlige scenarier øvet i detaljer. Hvordan skulle samfundet fungere under en krig? Hvad skulle der ske ved en invasion? Og hvordan skulle Danmark agere som en del af NATO, hvis konflikten eskalerede?

Spørgsmålene hørte Den Kolde Krig til, men ifølge DR har fortællingen også en tydelig forbindelse til nutiden, hvor beredskab, sikkerhed og krig i Europa igen fylder.

En bemærkning fra onklen startede jagten

I serien medvirker også brødrene Karsten Hvam Pedersen og Poul Holt Pedersen, som gennem mange år arbejdede på at afdække historien om REGAN Vest.

Deres interesse blev for alvor vakt i 1994, da deres onkel Gunnar Asmussen fortalte dem, at der fandtes noget yderst hemmeligt i nærheden af Rold Skov.

Den korte bemærkning blev ikke glemt.

– Denne korte bemærkning skulle man umiddelbart tro, at vi hurtigt ville glemme, men dette var ikke tilfældet. I 25 år søgte vi efter oplysninger om hemmeligheden i skoven. Vi anmodede om adgang til at bese anlægget og om at få udleveret informationer med henblik på at skrive bogen “Danmarks dybeste hemmelighed” om REGAN Vest. Efter nærmere dialog og forhandlinger blev vores ønske til vores store overraskelse opfyldt, fortæller Karsten Hvam Pedersen.

Brødrenes mangeårige arbejde med historien om bunkeren var med til at sætte fokus på det hidtil hemmelige anlæg, som siden er blevet åbnet for offentligheden som museum.

Premiere 1. september

“En hemmelighed under jorden” kan ses på DRTV fra tirsdag den 1. september. Samme dag bliver serien sendt på DR2 klokken 21.30.

Serien er produceret for DR af Yes Yes Pictures.

Et helt anonymt parcelhus i udkanten af Rold Skov skjulte et kæmpe atomsikret anlæg dybt under jorden. Foto: Michelle Francati, Yes Yes Pictures og DR
Foto: Michelle Francati, Yes Yes Pictures og DR
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler