14. december i Hobro – Emma Node fortæller
Jeppe og Jens sad i bilen med sneen piskende mod ruderne. Golfbolden med runen lå i Jeppes lomme og føltes stadig lunken, som om den gemte på en hemmelighed.
“Den glødede, Jens… jeg sværger,” mumlede Jeppe.
“Ja, og jeg sværger, at vi snart bliver indlagt, hvis vi ikke finder ud af, hvad fanden det her betyder,” svarede Jens og trak huen længere ned over ørerne.
Lonnie havde sendt dem en besked: “Mød mig hos Emma Node. Hun ved ting.”
Emma boede i en lille villa tæt ved fjorden, hvor julelysene fra vinduerne dansede i vandoverfladen som små guldbelagte hundestejlere, der havde ild i røven… Inde i stuen var der varmt, og duften af kakao og hjemmelavede æbleskiver fyldte luften. Emma var en lille, gammel dame med langt gråt hår og smarte røde briller. Hun stod foroverbøjet over sin nye pladespiller og nynnede med på et gammelt Red Hot Chili-nummer, som hun var helt forelsket i.
“Så… I har fundet runer?” spurgte hun med et glimt i øjet, da hun så drengene stå i døren. Jeppe nikkede og lagde golfbolden på bordet. Emma lænede sig frem og kiggede længe på den.
“Det her… det minder mig om en gammel fortælling,” sagde hun langsomt. “Om vølven ved Fyrkat. Hun vogtede en stav – en stav med kræfter, der kunne ændre kongers skæbne.”
Jeppe stod med åben mund og fattede ikke en skid… Jens sank en klump og spurgte helt stille: “Og hvad med profetien?”
Emma slog op i bogen og læste højt:
“Når sneen falder tungest, og runerne samles, vil kun broderskab sejre. Den sande konge skal krones – men ikke med guld.”
Jeppe og Jens udvekslede et blik. Broderskab? Kongen? “Hvad fuck er det her for noget?” råbte Jeppe. “Det lyder jo fandeme som om, vi er fucking med i Game of Thrones.” Han stod og var tæt på at få vand i øjnene. Jens sagde ingenting, men han kunne mærke, at benene var ved at ekse under ham. Og golfbolden lå stadig på bordet og glødede svagt.
Lonnie var netop ankommet og kom ind i stuen med sin telefon i hånden. “Jeg har skaffet jer adgang til Kaffebørsens kælder i morgen. Hvis staven findes, er det dér, vi skal lede.”
Emma nikkede alvorligt. “Men pas på. Der er én, der vil have magten for sig selv.”
“Snogen,” sagde Jeppe lavt.
Emma så ud af vinduet, hvor sneen dalede tungt. “Hvis han vækker det, der sover under fjorden… så bliver julen ikke fredelig.”
Golfbolden gav et lille knæk, som om den sprækkede. Et svagt lys sivede ud mellem revnerne. Jeppe stivnede.
“Jens…?? JENS..?? – Hvad fanden sker der, Jens?” Jeppe var helt færdig, og tårerne stod nærmest i kø. Jens reagerede med et lille, forsigtigt: “Jeg ved det ikke, Jeppe, men jeg er fandeme bange.”
Lonnie Kristal gav dem begge et varmt kram. Som hun stod der i skæret fra stearinlysene, lignede hun en spansk mamacita. Det gav lidt tryghed, og da hun sagde: “I er de eneste, som kan klare den her opgave, drenge,” kunne de begge trække vejret lidt roligere.
Men i det fjerne lød igen den dybe rumlen – som om noget under fjorden trak vejret tungt.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 15. december i Hobro – Storm over Hobro
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
