13. december i Hobro – Julegolf på Torvet
Store Torv var forvandlet til et juleeventyr med gran, lys og latter. Midt i det hele stod en kæmpe minigolfbane – en skør nyhed, som man håbede kunne gøres til en tradition. Bankdirektøren, Claus Glenteglad, havde en kæmpe passion for golf og stod med brystet skudt frem og struttede stolt med sin røde nissehue, mens han råbte: “Velkommen til årets julegolf!
Her er ingen grønsvær – men der er golf i snevejr!
I kan få en øl fra fad – men først så skyder Glenteglad!”
”Det er sgu da godt, han ikke skal leve af det der rim-pis,” sagde Jeppe tørt. Jens var ved at knække sammen af grin og måtte lige holdes på benene, inden han tumlede rundt i sneen.
Forsigtigt prøvede de at blande sig i mængden, mens de kiggede på de neonfarvede golfbolde, som lå i rad og række på et vattæppe på et vakkelvornt plasticbord oppe fra Woods.
”Jeppe!” hviskede Jens, mens han greb fat i nakken på sin ven. ”Tjek lige den grønne i midten – der er sgu da en fucking rune indgraveret.”
”Hva’ fanden gør vi ved det, og hvordan får vi fat i den?” hviskede Jeppe tilbage.
“Vi spiller sgu da bare med,” svarede Jens og greb en kølle.
Karsten Brandy stod høj og smart og kiggede ud over forsamlingen. Han var næsten et hoved højere end Claus Glenteglad, og han havde fundet ud af, at hvis han strammede slipset lidt ekstra, så fik det hans øjne til at fremstå ekstra store. Han kunne godt lide at drille kollegaen fra den anden bank:
“Hvis du taber til en flok amatører, Claus, så håber jeg, du dropper golfen og nøjes med at tage på fiskeri i Norge.”
Glenteglad lo højt og slog ud med armene: “Brandy, du ved godt, at Claus Glenteglad her ikke taber! Og folk, der dropper at spille golf, er folk uden visioner!”
Nu var det Glenteglads tur til at hovere – alle vidste godt, at hvis Carsten Brandy skulle ramme en golfbold, så skulle køllen være større end Polles padelbat oppe i sportsbutikken.
Folk grinte, og stemningen var høj, og ligeså stille gik turneringen i gang. Nu var det Jeppes tur. Han gik frem mod plasticbordet med vattæppet og kiggede forsigtigt over mod Claus Glenteglad. ’Nikkede han lige til ham?’ Stadig med øjnene rettet mod Glenteglad tog Jeppe en gul golfbold, men lod i samme bevægelse den grønne bold med runen indgraveret trille ind i ærmet. Ingen lagde mærke til noget, udover Glenteglad, som gav et hurtigt lille smil til Jeppe.
Jeppe slog til bolden og ramte helt skævt, som forventet. Han tog endnu et slag og skød alt for hårdt, så bolden hurtigt trillede ned mod biblioteket. ”Fuck det!” sagde Jeppe og lod den ligge.
”Men hvad fanden laver du?” sagde Jens.
”Det er sgu da lige meget, Jense-mand – jeg har den her i lommen,” sagde Jeppe og grinte.
Mens Claus Glenteglad var optaget af at posere til et foto med bl.a. Carsten Brandy, Jens Vingefang og Torben Snade, stak de to venner af og gik ned mod busterminalen. Men i udkanten af torvet, gemt bag de røde julehuse, som handelsstandsforeningen igen havde fået sat op, stod Snogen. Hans fedtede hår var dækket af sne, og hans små håndlangere fniste og pegede over mod Jeppe og Jens, der gik ned ad Østergade.
“De satans knægte tror, de kan stoppe mig,” mumlede han og trak sin frakke tættere om sig. “Men julen bliver min.”
Jeppe og Jens var næsten nede ved busserne, da Jeppe mærkede noget hårdt i lommen. Golfbolden med runen var lunken – som om den glødede svagt i lommen. Han stivnede.
“Jens… den her bold… den er fucking levende,” hviskede han.
Og i det fjerne lød en dyb rumlen, som om noget gammelt vågnede under jorden.
LÆS NÆSTE AFSNIT: 14. december i Hobro – Emma Node fortæller
Har du ikke fulgt julekalenderen siden 1. december på Mariagerfjordposten.dk, kan du starte helt forfra på historien lige her: 1. december – Sne over Store Torv
