ForsideNordjyllandRegionsrådet vil hjælpe unge uden læreplads tilbage på sporet

Regionsrådet vil hjælpe unge uden læreplads tilbage på sporet

- Annonce -

Regionsrådet vil hjælpe unge uden læreplads tilbage på sporet

Med en halv million til en ekstraordinær indsats vil Regionsrådet hjælpe unge på erhvervsuddannelser videre, hvis de selvforskyldt har mistet deres læreplads. Pilotprojektet ”Tilbage på sporet” skal forbygge, at udsatte unge ender uden uddannelse og job.

De unge skal gribes hurtigt

I “Tilbage på sporet” går AMU Nordjylland, Aalborg Handelsskole og EUC Nord sammen om hurtigt at gribe elever, som selvforskyldt har fået ophævet deres uddannelsesaftale med en virksomhed og ikke kan fortsætte i skoleoplæring.

Målet er at hjælpe 100 elever, som allerede har gennemført erhvervsskolernes grundforløb 2, og som med individuel vejledning kan finde sig en ny læreplads, en anden uddannelse eller som minimum kan få lagt en klar plan for sit videre forløb.

– Det er vigtigt, at vi får grebet de unge, som mister deres læreplads, også selvom det er selvforskyldt. Der kan jo være mange årsager til, at det går skævt f.eks. personlige, sociale eller helbredsmæssige udfordringer. Her gælder det om at handle hurtigt, og få dem godt videre, for alle har jo krav på et godt ungdomsliv, siger Poul Kristensen (S), formand for Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse.

Flere unge i uddannelse og job

Skolerne i pilotprojektet vil undervejs afprøve og dokumentere en fælles model for, hvordan de hurtigt kan identificere, kontakte og hjælpe elever i målgruppen. På den måde vil indsatsen både være til gavn for den enkelte elev og samle vigtig erfaring til andre projekter.

I Regionsrådet er der nemlig stor opmærksomhed omkring unge i den såkaldte NEET-gruppe, som hverken er i uddannelse, beskæftigelse eller træning – på engelsk ”Not in Education, Employment or Training”.

I Nordjylland udgør NEET-gruppen knap 10 pct. af de 16-24-årige. Det er på niveau med andelen på landsplan, men der er alligevel et stort politisk ønske om, at flere unge får kompetencegivende uddannelser og job – både til glæde for de unge selv og til gavn for erhvervslivet og udviklingen i Nordjylland.

Derfor støtter Regionsrådet også bl.a. det igangværende, store EU-projekt ”Fra skolebænk til læreplads” med et tilskud på 3,9 mio. kr. Projektet, som har et samlet budget på 14,5 mio. kr., skal få flere elever fra de nordjyske erhvervsskoler og forberedende grunduddannelser til at gennemføre deres uddannelse.

- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler