ForsideMariagerfjord88,5 mio. kr. giver nyt liv til lokale mødesteder i hele landet

88,5 mio. kr. giver nyt liv til lokale mødesteder i hele landet

- Annonce -

88,5 mio. kr. giver nyt liv til lokale mødesteder i hele landet

159 projekter får støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje – og den massive efterspørgsel får puljen til at vokse. Fokus er på renovering frem for nedrivning.

Nordea-fonden offentliggør i dag, at 159 projekter over hele landet får del i 88,5 mio. kr. fra Renoveringspuljen. Puljen var oprindeligt på 75 mio. kr., men er blevet udvidet som følge af stor interesse og stærke ansøgninger fra hele landet.

Fra forsamlingshuse og idrætshaller til kultur- og medborgerhuse er fællesnævneren klar: Lokale mødesteder skal styrkes, repareres og gøres mere bæredygtige – til gavn for fællesskaber i hele Danmark.

Stor mangfoldighed i projekterne

Projekterne spænder bredt – fra nye tage og isolering til solceller og varmepumper, fra handicapvenlige adgangsforhold til moderne køkkener og fleksible fællesrum. Samtidig er der en tydelig ambition om at bevare eksisterende bygninger og udvikle dem, så de kan rumme flere aktiviteter og brugergrupper.

”Vi ser en stadig stigende og livsbekræftende vilje i hele landet til at passe på og udvikle de steder, hvor mennesker mødes. De støttede projekter er virkelig gode eksempler på, at initiativet lever med mere grøn omstilling og plads til flere i de lokale fællesskaber i hele landet,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden. 

Han peger samtidig på, at puljen rammer et aktuelt behov:

”Mange steder er faciliteterne godt brugte, og driftsudgifterne er høje. Når kræfterne bliver lagt i energirenovering og samtidig gør stederne mere åbne og tilgængelige, skaber vi sammen bedre rammer for fællesskab – både nu og i fremtiden.”

Fra slidte rammer til nye muligheder

Et af de projekter, der modtager støtte, er Martofte Forsamlingshus på Fyn. Her skal en omfattende renovering sikre bedre adgangsforhold, nye tidssvarende faciliteter og et køkken, der kan understøtte fællesspisning og større arrangementer. Samtidig genbruges eksisterende materialer som en del af projektets bæredygtige tilgang.

For de frivillige kræfter bag huset handler det om at sikre, at stedet fortsat kan være et samlingspunkt for både ældre, foreninger og nye brugere – og at huset ikke bliver valgt fra på grund af utidssvarende rammer.

På Bornholm bliver Svaneke Boldklubs gamle klubhus fra 1940 vakt til live som nyt mødested efter 25 år som forsømt opbevaringshus med en gennemgribende renovering.

Et tredje projekt renoverer Hjerting Forsamlingshus ved Rødding i Sydjylland. Huset har været mødested siden 1905 og den omfattende renovering har fokus på at bevare husets oprindelige arkitektoniske udtryk. Tag, vinduer og gulve bliver en del af en omfattende energirenovering, som også medfører markant lavere driftsudgifter.

Og så glæder bestyrelsesformand Aksel Buchholdt sig til at kunne fjerne den spand, som har været fast inventar, når det regner gennem taget.
Fælles for mange forsamlingshuse er, at de har en stram økonomi, som levner ringe plads til større vedligeholdelse.

Renovering frem for nedrivning

Med Renoveringspuljen ønsker Nordea-fonden at fremme en mere ressourcebevidst tilgang, hvor eksisterende bygninger bevares og udvikles frem for at blive erstattet.

De 159 projekter er fordelt over hele landet og spænder fra mindre forbedringer til større helhedsrenoveringer. Fælles for dem er, at de styrker lokale mødesteder som samlingspunkter for aktivitet, fællesskab og engagement.

Fakta om uddelingen2026

  • Uddelt i alt: 88.515.801 kr.
  • Støttede projekter:  159
  • Oprindelig pulje: 75 mio. kr.
  • Puljen er udvidet til 88,5 mio. kr. pga. stor efterspørgsel.

Fordeling på regioner:

  • Hovedstaden: 21 projekter / 13,4 mio. kr.
  • Midtjylland: 42 projekter / 21,8 mio. kr.
  • Nordjylland: 30 projekter / 15,9 mio. kr.
  • Sjælland: 31 projekter / 16,7 mio. kr.
  • Syddanmark: 35 projekter / 20,7 mio. kr.
- Annonce -
RELATEREDE ARTIKLER
- Annonce -

Seneste artikler