Jeg elsker vort velfærdssamfund – derfor må vi sætte grænser
Af Ole Stavad, Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland
Hvor går grænsen mellem offentligt og privat ansvar. Min oplevelse er, at det offentlige tillægges et stadigt større ansvar, hver gang man ser et problem.
Værre bliver det, når det personlige ansvar for at benytte vore velfærdsgoder efter hensigten, er på retur. Får man eksempelvis ikke lige kontaktet egen læge i åbningstiden, ringer mange til vagtlægen, når den åbner kl. 16.00. Lægernes vurdering er, at op imod 40 procent af alle opkald, som man modtager i lægevagten, slet ikke hører hjemme her.
Skal vores fantastiske velfærdsmodel overleve, forudsætter det et personligt ansvar hos hver enkelt af os. Det er hele forudsætningen for at kunne stille en bred vifte af ”gratis” skattebetalte ydelser til rådighed for alle – rig som fattig. Ellers sander det hele til. Økonomien hænger ikke sammen, ventetiderne stiger, løsningerne bliver ringere og utilfredsheden stiger.
Hvis ikke de offentlige tilbud lever op til borgernes forventninger, vil mange, der har økonomi og ressourcer til det, i stedet finde andre løsninger med egenbetaling. Det ser vi allerede på en række områder.
Betaler den bedst stillede del af befolkningen for store dele af egne velfærdsgoder, vil presset for skattenedsættelser stige yderligere. Det vil igen presse kommuner og regioner, der leverer velfærdsgoderne, endnu mere økonomisk, som så yderligere vil undergrave og forringe den offentlige service.
For os der elsker det danske velfærdssamfund, er det et mareridts-scenarie, som jeg frygter, vi er på vej ind i. Det vil skabe en voldsom ulighed og i sidste ende risikere at undergrave hele vort danske demokrati med utilfredshed og total mistillid til de valgte politikere.
Jeg har ikke alle de gode svar på, hvad vi kan gøre. Men jeg tror på, at vi bliver nødt til at sætte klare grænser for, hvad det offentlige kan og bør tage sig af. Der skal skabes balance mellem den økonomi og de menneskelige ressourcer, som vi har til rådighed for offentlig velfærd, så vi på ”alle hylder” kan levere velfærd til borgerne af høj kvalitet.
Det bliver virkelig svære beslutninger. Lobbyisterne og pressen vil nærmest gå amok og finde stribevis af eksempler på ”nogen” der bliver ramt. Skal det derfor lykkes, forudsætter det et langt sejt træk, med et solidt politisk flertal, der kan holde sammen i mindst de næste fire år. Måske kan man håbe på, at det er det flertal, som Mette Frederiksen lige nu prøver at skabe med en ny regering.
Man har lov at håbe, og min konklusion er: Tør vi ikke gøre det nødvendige, risikerer vi at undergrave det velfærdssamfund, som de fleste af os holder af og ikke vil miste.
