Af Theresa Berg Andersen, MF (SF), og Jane Østergaard, byrådsmedlem i Aalborg (SF)
Syge børn har brug for deres forældre – og forældrene har brug for retten til at passe dem
Når ens lille barn ligger hjemme med feber og blanke øjne, så har han eller hun brug for mor eller far – ikke for at blive afleveret i børnehaven på Panodil. Og forældrene har brug for ikke at skulle vælge mellem barnets behov og deres job.
Men alt for mange forældre står i en hverdag, hvor de sender deres børn i institution, selvom de ikke er raske. Eller hvor de selv må melde sig syge, fordi det er den eneste måde, de kan få lov til at blive hjemme. Det er både utrygt og urimeligt – og skævt. For det er ikke alle, der kan arbejde hjemmefra, når barnet bliver sløjt, eller har familie tæt på der kan træde til.
SF Aalborg stillede for nyligt sammen med Helle Frederiksen fra socialdemokratiet et forslag om at lave en forsøgsordning der gav forældre, som var ansat i kommunen ubegrænset ret til fri, når deres barn er sygt. Men Kommunernes Landsforening (KL) sagde nej, og henviste til at det skulle forhandles i overenskomsterne.
Men SF kæmper videre – ikke bare for de ansatte i Aalborg Kommune, men for alle forældres ret til at være sammen med deres syge børn.
Derfor foreslår vi nationalt, at forældre får ret til fri med dagpenge også på barnets 3., 4. og 5. sygedag. Vi foreslår, at staten afsætter 2 mia. kr. årligt: 1,5 mia. til dagpengedækning på barnets 3., 4. og 5. sygedag og 0,5 mia. til at understøtte forbedringer i overenskomsterne.
Det skal ske gennem trepartsforhandlinger, hvor arbejdsmarkedets parter finder den rigtige model – præcis som vi kender det fra barselsdagpengene.
Vi ved godt, det koster. Men det koster også noget at lade være. For det her handler om børns trivsel, om familieliv og om et arbejdsmarked, der skal passe til virkeligheden.
Hvor skal der så spares, for at finde de 2 mia. Hvordan skal arbejdsmarkedet hænge sammen, hvis lønmodtagerne gang på gang er væk fra deres arbejdsplads i op til en uge ad gangen – formentlig gentagne gange. Børnesygdomme står som bekendt i kø de første mange år af et barns liv. Det er utopi, at tro at arbejdspladserne vil acceptere den foreslåede model. De er retfærdigvis interesseret i at holde hjulene i gang. For du vil vel ikke foreslå at invitere flere indvandrere her ind i Danmark til erstatning for de fraværende forældre som vikarer. I fru Frederiksens regeringstid er der aldrig før kommet så mange indvandrere her til Danmark før. Flere med muslimsk baggrund som stiller særkrav af alle slags, fordi vores danske værdier og kultur er dem på tværs. Det skaber kun mere kriminalitet, så politiet skal løbe endnu hurtigere og ikke længere har tid til at passe på os danskere. Forhåbentlig skal vi ikke ende der, hvor ordet DANSK, bliver et ord man skal slå op i ordbogen, fordi ingen længere ved, hvad det står for. Sætter man børn i verden, må man indstille sig på, at der helt naturligt følger ansvar med – det kan man ikke lægge over på systemet. Hvem har sagt, man pr definition SKAL have 2 indtægter i en husstand medens børnene er små. Moderen kunne f. eks indstille sin karriere medens børnene er små. Det er trods alt mor, der har båret sin lille guldklump under sit hjerte i 9 måneder. Ved skolealderen vil barnet være mere robust, fordi det har fået en god start. Man kan ikke både være lønmodtager og småbørnsforældre på hel tid det kan ikke lade sig gøre uden man indgår et kompromis. Hvad har det lille barn mest brug for – to biler i garagen, villaer til flere millioner og en far og mor, der mest af alt tænker på at gøre karriere og tjene en fed løn – eller lidt mindre hvor far og mor til gengæld er nærværende og har tid til barnet også ved sygdom. Jeg er ikke i tvivl. Men det er desværre ikke sådan vores samfund er blevet skruet sammen. Man vil have det hele på een gang. Helst i både poser og sæk. Mange går også rundt med en idé om, at ANSVAR – det er noget man lægger over på systemet. Sådan hænger det altså ikke sammen.