Vigtig frist nærmer sig: Norlys Vækstpulje er stadig åben for støtte til gode idéer
Norlys Vækstpulje har indtil videre støttet lokale foreninger, virksomheder og ildsjæle i Nordjylland med mere end 11 millioner kroner i år. På torsdag lukker vinduet for at søge om støtte i Norlys Vækstpuljes tredje og sidste uddelingsrunde i 2026.
Om mindre end en uge lukker vinduet for at søge om støtte fra Norlys Vækstpulje. Så lokale foreninger i Nordjylland, der går med planer om et nyt samlingssted, en virksomhed, der har en grøn idé til at skabe nye arbejdspladser eller andre ildsjæle med et projekt, der skaber nye muligheder i lokalområdet, skal sørge for at få sendt en ansøgning afsted, hvis de ønsker at være i spil til at få del i den sidste støtterunde for i år.
Fristen for at komme i betragtning til årets tredje og sidste uddelingsrunde er nemlig torsdag den 1. oktober klokken 12.
– I Nordjylland er der en stærk tradition for selv at tage fat og det engagement vil vi gerne give bedre muligheder for at lykkes. Norlys er ejet af danskerne, og gennem vækstpuljen kan en del af værdien føres tilbage til de mennesker, der bruger deres tid, viden og initiativ på at gøre en forskel for deres lokalområde, siger Lene Schilling Muldtofte, formand for Norlys Vækstpulje Nord.
Fra solceller til kultur og nye samlingssteder
Alene i 2026 har Norlys Vækstpulje støttet 227 nordjyske projekter med i alt knap 11,2 millioner kroner.
Blandt årets støttemodtagere er Øster Hornum Hallen, som har fået 150.000 kroner til blandt andet solceller og andre energioptimeringer, der skal forbedre indeklimaet og hallens driftsøkonomi. Det aalborgensiske spillested AbZalon har modtaget støtte til at gøre udearealerne ved det tidligere snedkerværksted mere indbydende for koncertgæster. Og Brønderslev Handel har fået 235.000 kroner til et nyt eventområde på Peder Nielsens Plads, der skal danne ramme om aktiviteter og styrke byens kultur- og fællesskabsliv.
– En god ansøgning behøver ikke være et stort projekt. Den skal begynde med et klart behov og nogle mennesker, der vil gøre noget ved det. Årets projekter viser, at støtte både kan sætte gang i en konkret energiforbedring og skabe nye steder, hvor mennesker mødes. Har man en idé på tegnebrættet, så kan jeg kun anbefale, at man sender den ind til vækstpuljen, siger Lene Schilling Muldtofte.



