Af Per Roth, byrådskandidat for Danmarksdemokraterne i Mariagerfjord Kommune
Lokale afstemninger løser ikke problemet med jernmarker
Der er i øjeblikket en hel del i medierne om, at der skal være lokale folkeafstemninger om etablering af VE-anlæg i landdistrikterne. (lokal folkeafstemning om jernmarker)
Når der stemmes om store lokale energiprojekter, er det vigtigt, at det er naboerne til projektet, der afgør, om projektet skal gennemføres. Danmarksdemokraterne er ikke modstandere af lokale afstemninger, men vores budskab er, at det er vigtigt, at det er de berørte parter, der høres.
Hvis der i en kommune som Mariagerfjord skal være en afstemning om Energipark Buddum, skal det selvfølgelig ikke lægges ud til alle borgerne i Mariagerfjord Kommune, men f.eks. kun til de borgere, der bor i nærmeste afstand til Energipark Buddum.
Ellers risikerer man, at et flertal af borgerne i Mariagerfjord kommune synes, at det er en god idé og stemmer JA, mens naboerne til projektet i yderkanten af Mariagerfjord kommune stemmer NEJ, men alligevel får en jernmark i baghaven – dog denne gang med ”folkets” accept.
Danmarksdemokraterne i Mariagerfjord kommune mener, at det er mere vigtigt, at naboerne til projekterne får den rette vejledning til, hvordan de skal forholde sig, når f.eks. Buddum energiprojekt bygges i deres baghaver. Her kan Danmarksdemokraternes VE-udspil vise vejen, da vi foreslår, at der ansættes en statslig borgerrådgiver, der kan hjælpe og vejlede de borgere, som måske for første gang møder systemet og de store energivirksomheder med deres overbevisende argumenter.
En borgerrådgiver, som får til opgave at sikre borgernes interesser og gøre dialogen mellem parterne mere smidig. Rådgiveren skal fungere som bindeled mellem projektudviklere, lokale beboere og myndighederne.
Det er på ingen måde acceptabelt at løse det enorme problem ved, at borgerne i alt for mange tilfælde bliver kørt over af systemet, når der bygges energiprojekter i landdistrikterne, f.eks. har Mariagerfjord kommune sendt en bekendtgørelse i offentlig høring om ”Energipark Buddum” fra den 11. juni 2025 og 11 uger frem på www.hoeringsportalen.dk. Hvem af kommunes borgere kender den platform?
Vi Danmarksdemokrater siger helt klart NEJ til jernmarker, hvis beboerne i området ikke selv vil. Der er ingen, der skal bo op af en jernmark, hvis ikke man selv har lyst.





helt rigtigt hvad Per Roth siger “ingen skal bo op af en såkaldt jernmark” Nu må det snart være slut med alle de opstillinger af både vind og sol mastodonter – her i Mariager fjord har vi 9 store vindmøller i Veddum kær samt et kæmpe solcelleanlæg .- Ved udmundingen af Mariagerfjord er der udsigt til 46 møller – som ofte står stille- ganske vist på den anden side af fjorden, men det er borgerne i Mariager fjord, som må “nyde ” synet af disse møller- og hvor man også har planer om at opstille 180 meters møller på samme område ved at nedtage mindre møller på området, og erstatte med større- Og hvem er det, der får gavn af denne grønne oprustning – det lader ikke til at strømforbrugerne får ret meget gavn af dette grønne tiltag -fristes man til at sige – men måske det går mere i energiselskabernes lommer- eller er det en fejlbetragtning?