Smag af kysten og rosévin blev en sommerlig succes hos Havgus
Fredag den 13. juni dannede Øster Hurup Havn den perfekte ramme om en sanselig og stemningsfuld aften, da Restaurant Havgus inviterede til “Rosévin & Smagen af Kysten” – et arrangement, hvor gastronomi, rosévin og musik smeltede sammen i én stor sommeroplevelse.
Bag arrangementet stod Havgus-duoen Cecilie og Sabrina, der med stor kærlighed til både det gode værtskab og deres unikke placering ved vandet skabte en aften, hvor alle gæsternes sanser blev forkælet.
– Vi ville skabe en aften, hvor man både kunne smage, lytte og dufte sig frem til kysten. Med havet som bagtæppe og en flot aftensol var rammerne helt perfekte, fortæller Sabrina.
En menu med smag af sommer og kyst
Aftenen startede med en lille hilsen fra køkkenet – friske spæde grøntsager, peberrodscreme og spiselige blomster – ledsaget af en frisk og frugtig rosé i magnumflaske. Herefter fulgte fire serveringer med afsæt i danske og sæsonaktuelle råvarer. På menuen var blandt andet dansk røget laks med rygeost og radiser, olivenolie-is med baerii Caviar, og en hovedret bestående af stegt sandart med nye kartofler og sommergrønt.
Til dessert blev der serveret Havgus’ signatur-jordbærkage med crumble, chokolade, marcipan og vaniljeskum – en hyldest til de danske sommerjordbær.
– Vi har leget med både smage og teksturer i menuen. Det er vigtigt for os, at maden både er elegant og uhøjtidelig, og vi har gjort os umage med at afspejle årstid og lokalitet i hver eneste bid, siger Cecilie, der også fremhæver kok Kim Sparvang Jensens store indsats.
Aftenens menu var tilrettelagt af Kim Sparvang Jensen, som har været en del af Havgus-teamet det seneste år. Selvom han ikke selv kunne være til stede på aftenen, fik han stor ros for sit arbejde med at sammensætte den sanselige menu.
– Over 90 procent af ingredienserne i aftenens retter var danske råvarer. Det er noget, vi er stolte af, og som vi prioriterer højt, tilføjer Cecilie.
Musik, rosé og glade gæster
Under hele arrangementet blev der serveret nøje udvalgte rosévine, der på bedste vis komplimenterede maden. Stemningen blev yderligere løftet af akustisk live-musik, som skabte en rolig og nærværende atmosfære i restauranten.
– Det var en aften, hvor vi virkelig kunne mærke vores gæster. Smil, ros og varme ord blev givet hele aftenen, og det er netop dén oplevelse, vi ønsker at skabe hos Havgus, fortæller Sabrina.
Flere oplevelser på vej
Med en fuldt booket aften og mange positive tilbagemeldinger planlægger Havgus allerede flere arrangementer. Et nyt sensommer-event er på tegnebrættet til sidst i august, og den 7. november byder restauranten på “Østers og danske vine”.Hold øje med kommende begivenheder på www.restauranthavgus.dk og restaurantens Facebook-side.
