Niels skiftede Indien ud med en hverdag i Hadsund
Niels Kallehave har, efter 25 år som teknisk assistent, skiftet samarbejdet med kolleger i Indien ud med en hverdag på et plejecenter i Hadsund.
Mariagerfjord Kommune og SOSU Nord har et enestående samarbejde omkring SOSU-klar. Som en af landets få kommuner samarbejdes der om målrettet at rekruttere nye medarbejdere til kommunens plejecentre og Hjemmeplejen.
– Det er gået over alt forventning. På det seneste forløb deltog 25 i introduktionsmøde, hvoraf 16 gik videre til praktik og undervisningsforløb. Af disse valgte syv at søge ind på en SOSU-uddannelse, så vi er meget tilfredse, fortæller Pernille Vestergaard Jensen, konsulent på SOSU Nord.
En af de syv, der valgte at søge ind på grundforløb ved SOSU Nord i Hobro er Niels Kallehave, som fortæller, at det ikke lå i kortene, at han skulle ende inden for plejesektoren.
– Men gennem SOSU-klar fik jeg øjnene op for en helt ny hverdag, som er fyldt med glæde og taknemmelighed, uddyber han.
Niels Kallehave fortsætter med at fortælle, at han gennem praktikforløb på Plejecenter Skovgården fik vakt interessen for at specialisere sig inden for psykiatri og at arbejdet med mennesker tog ham med storm.
Der er på landsplan et særligt fokus på rekruttering og fastholdelse af personale på blandt andet ældreområdet og derfor glæder det også Mariagerfjord Kommunes rekrutterings- og fastholdelseskoordinator, at SOSU-klar forløbet er et vellykket samarbejde:
– Det er unikt, at vi her i Mariagerfjord kan tilbyde både praktikforløb og undervisningsforløb. Vores mål er at inspirere nogle dygtige personer til at søge SOSU-vejen og det er en rigtig god mulighed for, at vi kan vise vores attraktive arbejdspladser frem for potentielle kommende medarbejdere, fortæller Lotte Quist Glinvad, rekrutterings- og fastholdelseskonsulent i Mariagerfjord Kommune.
Det nyeste SOSU-klar holds kursister er i øjeblikket på skolebænken efter at have tilbragt oktober måned inden for kommunens ældreområde. Når undervisningsforløbet afsluttes i starten af det nye år, er håbet, at de 12 deltagere har fået lyst til at søge videre på uddannelsen til social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper, som allerede optager elever fra midt januar.
Baggrund
SOSU-klar er et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune og SOSU Nord. Samarbejdet har til formål at rekruttere social- og sundhedsassistenter og -hjælpere til Mariagerfjord Kommune.
Der udbydes årligt to SOSU-klar forløb. Konkret består forløbet af et introduktionsmøde, hvor Virksomhedsservice headhunter relevante kandidater. Herefter er der tilbud om en fire ugers praktik på enten plejecenter- eller hjemmeplejeområdet i Mariagerfjord Kommune.
Efter praktikforløbet er der undervisningsforløb, hvor der tilbydes AMU-uddannelser indenfor for eksempel hygiejne, kommunikation og ergonomi. Undervisningsforløbet foregår hos SOSU Nord i Hobro.
Efter kursisterne har gennemført et SOSU-klar forløb, er de kvalificeret til enten at søge ind på grundforløb 2 eller at søge job inden for plejeområdet.